Af Zainab Issa
De seneste år er vi True Crime-fans blevet forkælet af Netflix med en række stærke serier; Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes (2019), The Ripper (2020), og I AM A KILLER (2020) er blot nogle af dem, som absolut ikke er egnet for sarte sjæle. Men det er ikke hver gang, at de rammer plet med deres real life horror stories. Det er med stor ærgrelse, at Netflixs nye mini-dokumentarserie om den blodtørstige og sadistiske seriemorder Richard Ramirez, Night Stalker: The Hunt for a Serial Killer, rammer ved siden af.
I sommeren 1985 ramte en rekordhøj hedebølge Los Angeles – sammen med en række mord, der i starten syntes at være afbrudt. Serien følger den unge detektiv Gil Carrillo og den legendariske veteranmorddetektiv Frank Salernos kamp mod tiden for at stoppe en ildelugtende skikkelse, der fik hans ofre til at sværge på satans navn inden han voldtog og dræbte dem. Gennem førstehåndsinterviews, arkivoptagelser og originalfotos tegner serien et portræt af, hvordan det føltes at leve i frygt på et tidspunkt, hvor alle og enhver kunne være Night Stalker’ens næste offer.
Potentialet i den rædselsvækkende historie, der skulle skræmme os fra vid og sans, bliver desværre ikke forløst i den jævnt kedelige Night Stalker: The Hunt for a Serial Killer. Instruktøren Tiller Russell gør et effektivt stykke arbejde med at tegne et portræt af den kedelige, følelsesmæssige belastning ved at arbejde i en så profileret sag. Russells overdrevne brug af close-ups føles klaustrofobisk, især når han viser et frossent ansigt, der er villigt til at vidne til kameraet gennem voice-over. Og mens vi venter på chokeffekten, vandrer kameraet for længe rundt i genskabte optagelser og tager afslappede handlingspauser.
Carrillo og Salerno fremstår meget hurtigt som stjernerne i serien, hvilket ikke efterlader meget skærmtid til Richard Ramirez, der først bliver introduceret i næstsidste afsnit. Han præsenteres udelukkende som Night Stalker – en mand med skæve tænder, sorte øjne og ondskab, der løber gennem hans årer.
Når det kommer til seriemordere, opstår følgende spørgsmål næsten altid: Hvordan og hvorfor gik det så galt? Ofte forfalder man til generelle forklaringer indenfor spektret arv-miljø, men i sagen om Ramirez får vi en meget kort svar: “All the things that could poison a child were part of his life,”.
Night Stalker: The Hunt for a Serial Killer er en udtømmende redegørelse for efterforskningen af Richard Ramirezs gruopvækkende og meningsløse gerninger – viklet ind i et forvirrende miskmask af korte scener, musik og citater. Uden kredit opdager man i slutningen af serien, at citaterne kommer fra et optaget interview af Ramirez i fængslet.
Los Angeles er en større karakter i dokumentaren end Ramirez. Doku-serien handler ikke om ham. Det handler om, hvad han gjorde, og de mennesker, han gjorde det mod. Efterhånden forsøgte Russell sandsynligvis at undgå at gøre Ramirez til hovedperson og i stedet vælge at centrere sine ofre og overlevende, men ved ikke at forhøre hensigten bag disse forbrydelser savner man en værdifuld kontekst, der ville rette på de løse ender i serien. Night Stalker’s grundlæggende fejl er et manglende formål. Det er for triviel til at kvalificere sig som en “seriøs” dokumentarserie – men dens emne er for mørkt og fordærvet til at kvalificere sig som let underholdning.
Kommentarer